Tvetydighet, dialektikk og paradokser står svakt i dagens samfunn. Ikke bare fløypartiene, men også main stream-partiene og media dyrker entydigheten og "de riktige svarene".
Mye taler for at vi som samfunn ville komme bedre ut av det dersom vi SAMMEN fant [sml. SAM-funn] frem til gode løsninger på de spørsmål det hersker uenighet om. For sammen å kunne finne frem til gode løsninger er det nødvendig å anerkjenne at også motparten kan ha flere gode poenger ...
Nedenfor følger to sitater som hver på sin måte fremhever at entydighet ikke fremmer sannheten:
"Die Paradoxie gehört sonderbarerweise zum höchsten
geistigen Gut; die Eindeutigkeit aber ist ein Zeichen der Schwäche. Nur das
Paradoxe vermag die Fülle des Lebens annähernd zu erfassen.“
(Læren om) Paradokset hører i særlig grad til de høyeste
åndelige goder. Entydighet er et svakhetstegn. Bare paradokset formår
tilnærmelsesvis å fatte livsfylden.
[C. G. Jung, Bewusstes und Unbewusstes]
Hvad
der allerførst maa vække Betænkelighed imod [et] dogmatisk[e] System, det, hvorved
det strax røber sin Endelighed, sin Relativitet er netop dets strengt exclusive
Charakter. Den Grundanskuelse, der vil have Sandheden udelukkende indenfor en
snever og skarpt afstukken Grændse og al Usandhed paa hiin Side, gjør ... Sandhed[en]
selv til noget Particulært, til en Eensidighed, istedetfor at den skulde være
det i enhver Henseende Almeengyldige, Altgjennemtrængende, man kunde sige:
Allestedsnærværende. At Sandheden ogsaa afsondrer sig, adskiller sig fra det Usande
– denne Negativitet følger naturligviis af Sandhedens Begreb og er et nødvendigt
Moment i dens Aabenbarelse, men ogsaa kun et Moment, som Sandheden selv igjen
maa ophæve, en Begrændsning, som den· igjen maa inddrage for at vise sig i sin
sande Absoluthed. Sandheden er i Virkeligheden tilstede i det Usande selv,
nemlig som dettes høiere Integration og Forklaring. Alle de mangfoldige usande
Forestillinger· ere kun til og virke i Kraft af "det Korn af Sandhed",
de indeholde, de ere· selv kun Sandhedens disjecta membra, fragmentariske,
i sin Eensidighed afsluttede, i sin Væxt hemmede – man kunde fristes til at
sige : dvergagtige Sandheder, omtrent som Aristoteles kalder Dyrene dvergagtige
Mennesker. Sandheden skal nu herske over de usande Meninger – ligesom Mennesket
over Dyrene – ikke ved at udelukke eller udrydde dem, men – jeg havde nær sagt:
ved at tæmme dem, inddrage dem paa en Maade under sig og gjøre dem til Midler
og Trin for sin egen Udvikling. Sandheden viser sin Overhøihed over alle falske
Anskuelser netop ved at rumme dem i sig, ved at indeholde deres Begreb og
Forklaring, deres – Sandhed. Den høiere Sandhed staaer ikke blot udenfor og i
Modsætning til Eensidigheder og Vildfarelser; den maa netop vise sig i deres
høiere Sammenslutning. Det er ligesaa selvmodsigende og forgjæves at ville søge
den absolute Sandhed udenfor den menneskelige Vildfarelse, som det var for den
positive Philosophie at søge den absolute Virkeligbed udenfor Potentserne;
enhver ny udenforstaaende Form, hvori man troer at gribe Sandheden, vil,
fastholdt for sig, ved nøiere Eftersyn kun føie sig til Eensidighedernes –
Vildfarelsernes Række.
[M. J. Monrad, Tankeretninger i den nyere Tid - et kritisk Rundskue]
